Skip to content

Randers er pokalmestre for andet år i træk

Foto: Casper Theilgaard Christiansen (Danmarks Basketball-Forbund)

Randers Cimbria vinder Landspokalen 2025–26 efter en dramatisk pokalfinale, der måtte afgøres i overtime.

Lørdag var en historisk dag i dansk basketball på mange måder, da Team FOG Næstved og Randers Cimbria mødtes i dette års pokalfinale. For første gang blev herrernes pokalfinale afviklet i Arena Svendborg, Randers genvandt titlen, Adama Darboe leverede en formidabel præstation, og så skulle det hele endda afgøres i overtime.

De 1.511 fremmødte tilskuere skabte en fantastisk lydkulisse om denne historiske pokalfinale, der udviklede sig til et episk drama på banen.

Randers fik en perfekt start på kampen og førte med 32–18 efter 1. quarter. Adama Darboe spillede stort fra start og lignede manden, der var nøglen til sejr for kronjyderne. På trods af en storspillende Darboe, så fik Næstved kæmpet sig tilbage som kampen skred frem.

Pausestillingen hed 48–35 til Randers, men Næstved fik virkelig fat i 3. quarter. Sydsjællændernes kaptajn, David Jean-Baptiste, gik forrest, godt flankeret af Rollie Worster og Ikenna Okeke, og efter 3. quarter var Randers’ store forspring reduceret til 69–67.

I kampens slutfase kunne man tydeligt mærke nervøsiteten hos begge hold, og det var også til at se på skudprocenterne. Med svedige håndflader hos begge mandskaber, havde Næstved lige en my mere skarphed, da vi gik ind i crunch time. Med to minutter tilbage af kampen fik Næstved bragt sig i front for første gang i kampen.

Men så var det, at kampens helt store profil tog over igen. Adama Darboe fik udlignet til 83–83 med få sekunder tilbage og bragte denne fantastiske finale ud i overtime.

Det er ikke uden grund, at 39-årige Darboe har 60 A-landskampe under bæltet. Han viste igen klassen i overtime og endte med at afgøre kampen egenhændigt, hvor han scorede hele 13 point i de blot fem minutters overtime.

Derefter kunne jublen bryde løs blandt Randers-fansene. Randers Cimbria genvinder Landspokalen med en sejr på 101–98. For et år siden havde klubben aldrig vundet en titel, og nu er de back-to-back pokalmestre.

Foto: Casper Theilgaard Christiansen (Danmarks Basketball-Forbund)

Pokalfighter: 39-årige Darboe med 39 point

Det var verdens mindste overraskelse, at Adama Darboe løb med titlen som årets pokalfighter. Til gengæld var det en uhørt fantastisk præstation af den tidligere landsholdsstjerne i denne pokalfinale.

Darboe fylder 40 år til april. Alligevel spillede han sit livs kamp og leverede vanvittige 39 point. Derfor modtog han naturligvis en fortjent hyldest og titlen som årets pokalfighter. En levende legende, der nu har vundet syv pokaltitler for tre forskellige klubber.

Der var også en tydelig rørt Adama Darboe, der i sit interview med SPORT LIVE efter kampen stod med tårer i øjnene.

Faktisk er det kun ét enkelt point fra Darboes career high, der lyder på 40 point. En 16 år gammel rekord fra da han spillede for Svendborg Rabbits. Der er dog næppe tvivl om, at dette var den bedste og største præstation i Darboes karriere. En pokalfinale hvor han i øvrigt også var kaptajn i fraværet af Anton Lønstrup Hansen, der sidder ude med en skade.

Foto: Casper Theilgaard Christiansen (Danmarks Basketball-Forbund)

Du kan læse hele kamprapporten her.

Flere artikler