Skip to content

‘Største øjeblik i min trænerkarriere, hvis vi vinder pokalfinalen’

Foto: Patrick Dufrêche / Falleini

Lørdag har Team FOG Næstved en gylden mulighed for at vinde klubbens blot tredje titel nogensinde.

Der spilles blot om to trofæer om året i dansk basketball. Et af trofæerne skal uddeles på lørdag, når dette års pokalfinale løber af stablen i Arena Svendborg.

De seneste to vindere af turneringen hedder Randers Cimbria og Team FOG Næstved – og det er netop de to, der mødes i dette års pokalfinale.

Hos Næstved er man top klar til den store kamp. Hiver man titlen i hus, vil det blot være den tredje pokal i klubbens historie. Derfor vil det naturligvis være en stor dag for Næstved – og også for head coach, David Pavlakovich, der tidligere kun har vundet én titel i trænerkarrieren, da han i 2022 var med til at vinde den slovakiske pokalturnering som assistent for BKM Lučenec.

– Det er svært at forklare med ord, hvor meget det vil betyde at vinde en pokalfinale. Det vil jo betyde rigtig meget, ikke bare for holdet, men også for hele organisationen og Næstved som by. Det er dét her, vi spiller for, nemlig at vinde titler. Hvis vi vinder, vil det personligt for mig helt sikkert være det største i min trænerkarriere, siger Næstved-træneren.

‘Holdet er klar’

Selvom man ligger nr. 2 i Basketligaen og kun har tabt to kampe, så er der naturligvis altid plads til forbedringer så tidligt i sæsonen. Senest spillede man en uhyre tæt kamp mod Horsens IC for en uge siden, da man vandt 105–104 efter overtime.

– Holdet er klar til at give den max gas i finalen, det er der ingen tvivl om. Men der er plads til forbedringer efter Horsens-kampen. Vi har manglet to spillere den sidste håndfuld kampe, og vi har brug for at integrere dem på holdet for at ramme vores højest mulige niveau, siger David Pavlakovich.

Foto: Matthias Storgaard / Stuntdouble Media

Hvordan har stemningen været til træning disse dage? Mere spænding, nervøsitet osv. nu når det er en finale?

– Stemningen har ikke ændret sig. Selvfølgelig er der lidt af de her følelser hos spillerne, det er naturligt. Men når det er sagt, så forbereder vi os til alle kampe som om det er den vigtigste kamp hele sæsonen. Det her er så bare tilfældigvis en pokalfinale, fastslår Næstved-træneren.

Bedste offensiv i Basketligaen

Her midtvejs i sæsonen er Næstved det suverænt bedste offensive hold i Basketligaen. Sydsjællænderne snitter hele 109.1 pr. kamp efter 17 kampe. Og står det til coach Pavlakovich, så er gameplanen også, at pokalfinalen skal være højtscorende.

Dog skal defensiven også være på plads, hvis pokalen i hules, siger den 31-årige amerikaner.

– Vi kan ikke kun sætte lid til vores offensiv. Vores bedste præstationer i sæsonen har uden tvivl været de kampe, hvor vi har leveret i begge ender af gulvet. Det er svært at vinde mesterskaber uden at stoppe modstanderen.

Hvilken type kamp forventer du? Det er jo en finale, så jeg tænker der måske kan komme nerver i spil?

– Der kommer uden tvivl nerver hos begge hold, det er helt naturligt. Jeg forventer en lavtscorende 1. quarter. Derudover bliver det en kamp mellem ideologier. Dét hold, der kommer til at diktere tempoet vinder. Og hvis det bliver en kamp i et højt tempo, så er oddsene i vores favør, afslutter Pavlakovich.

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Husk at du stadig kan sikre dig billetter den store pokalfinale i Arena Svendborg på lørdag! Du finder billetter via linket her.

Flere artikler