Skip to content

Basketligaen rykker ind hos Ekstra Bladet

Foto: Kim Haugaard

Hvis du elsker basketball, så er der godt nyt til dig: Ekstra Bladet viser nemlig samtlige kampe fra Basketligaen de næste to sæsoner.

Buzzerbeatere, trepoint’ere og slamdunks.

Der er godt nyt til danske basketfans. For fremover bliver den bedste, danske basketliga en del af oplevelsen på eb.dk.

Med et abonnement på Ekstra Bladet+ kan du nemlig se samtlige kampe fra Basketligaen. I tillæg til de over 50 kampe på tv-kanalen SPORT LIVE, som allerede er tilgængelig med Ekstra Bladet+, har Ekstra Bladet sikret rettighederne til resten af kampene fra ligaen. Det betyder, at du som abonnent på Ekstra Bladet+ nu får eksklusiv adgang til minimum 203 kampe fra den bedste danske række.

Aftalen glæder i den grad kommerciel direktør på Ekstra Bladet, Anders Borup.

– Dansk topbasket er i en rivende udvikling, og det er et virkelig spændende produkt med et meget dedikeret publikum og store fanskarer, siger Anders Borup og fortsætter:

– Vi glæder os til at kunne tilbyde samtlige kampe fra Basketligaen eksklusivt til vores abonnenter i Ekstra Bladet+, og vi håber, at vi kan være med til at løfte interessen yderligere og gøre ligaen endnu stærkere.

Stor glæde
Også hos Basketligaen er man glade for aftalen.

– Vi er ekstremt glade for denne nye aftale. Vi er sikre på, at vi sammen med så stærk en partner som Ekstra Bladet kan udvikle Basketligaen yderligere, og at vi sammen kan sikre, at endnu flere får glæde af og mulighed for at følge kampene fra Basketligaen i løbet af sæsonen. 

– Vi føler, at vi med Ekstra Bladet har fundet en partner, der matcher vores høje ambitionsniveau for Basketligaen, og dermed den rette partner for fremtiden, siger Emil Bødker, kommerciel direktør for Basketligaen.

Udvalgte kampe fra Basketligaen vil også blive vist på SPORT LIVE, men du skal have et abonnement på Ekstra Bladet+ for at kunne se alle kampene.

Lige sådan vil du kunne finde højdepunkter og udvalgte klip fra kampene i Ekstra Bladet Play, der har fri adgang for alle. 

Første kamp i den nye sæson er 18. september klokken 19:00, hvor Bakken Bears tager imod BC Copenhagen.

Flere artikler