Skip to content

Næstved-træner inden finale: ‘Det bliver en sjov serie’

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Team FOG Næstved er klar til DM-finalen mod Bakken Bears. Vi har taget en snak med cheftræner, David Pavlakovich, forud for finaleserien.

To finaler samme sæson. Gør det dig stolt? Og hvor stolt er du af sæsonen som helhed?

– Jeg er selvfølgelig stolt over, hvad vi har opnået. Vi har haft en rigtig god sæson indtil videre. Med det sagt, så har vi øjnene rettet mod denne finale, og vi er fuldt fokuserede på at få guldet tilbage til Næstved.

Hvordan kan det være, at I er havnet i hele to finaler i år, og ingen sidste år?

– Sidste år havde holdet og jeg en masse bump på vejen. Nu med et år i rygsækken, har jeg lært af mine fejl fra første sæson, alt fra trupsammensætning til defensive markeringer. Men ligesom med alt her i livet, så er der også held involveret. Vi har både holdt os skadesfrie, men også været heldige at ramme rigtigt med vores rekrutteringer. Ikke bare som spillere, men som mennesker.

Føler I jer ekstra motiverede for at vinde mesterskabet, nu hvor I tabte pokalfinalen i overtid tilbage i januar?

– Jeg ville elske at sige at finalenederlag giver os et ekstra skub. Men omvendt, havde vi vundet pokalfinalen, så kan jeg garantere dig, at spillerne ville være lige så motiverede som de er nu.

Hvordan vil du vurdere jeres chancer mod Bakken?

– Jeg tror, vi har en god chance i finalen. Det er to gode hold, der skal kæmpe om det. Det bliver en sjov serie.

Hvad bliver nøglen til sejr i denne serie?

– Bakken er det bedst reboundende hold i ligaen, især defensivt, så vi skal undgå at give dem for mange andenchancer. Og så skal vi afskrække dem fra at løbe transitions ved selv at sikre offensive rebounds.

Finaleserien mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved starter i dag, torsdag aften. Der er tip-off i Sparekassen Danmark Basketball Center kl. 19:00. SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18:30.

Flere artikler

Optakt til bronzekampen

Torsdag eftermiddag skal Svendborg Rabbits og Horsens IC kæmpe om bronzemedaljer. Mens basketfans i spænding ser frem til finaleserien mellem Bakken Bears

Læs mere