
Torsdag aften starter finaleserien mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. En serie der spilles bedst af fem kampe.
Bakken Bears er i deres 24. DM-finale i træk (23 hvis man regner coronasæsonen fra), mens Team FOG Næstved er i deres tredje DM-finale på fire år. Senest 28. maj ved vi, hvem af de to, der kan kalde sig dansk mester anno 2026.
Bakken var aldeles suveræne i deres semifinaleserie mod Horsens. Serien blev vundet sikkert med 3–0, hvoraf der blev sat Basketliga-rekord hele to gange ift. største sejrsmargin i en semifinale. Først på 39 point, og fire dage senere svimlende 43 point!
Næstved fik lidt mere konkurrence af Svendborg Rabbits i deres semifinaleserie. Svendborg tog til Næstved i kamp 1 og vandt med 101–88. Dermed var presset på Næstved fra start, men derefter der svaret tilbage. Man vandt de efterfølgende tre kampe – og dermed en sejr i serien på 3–1.
Derfor venter nu en gentagelse af DM-finalerne fra 2023 og 2024. Begge gange gjorde Bakken rent bord og vandt med 4–0.
Finalerne i 2023 og 2024 var med henholdsvis Andy Hipsher og Dan Pearson i spidsen for Næstved. Nu er det med David Pavlakovich ved roret, og kigger han i spåkuglen, så bliver der ikke æg til Næstved igen.
– Jeg tror, vi har en god chance i finalen. Det er to gode hold, der skal kæmpe om det. Det bliver en sjov serie, fortæller David Pavlakovich.
Bakken og Næstved har mødt hinanden fire gange denne sæson. Her er det blevet til tre Bakken-sejre og en enkelt til Næstved. Og meget kunne tyde på, at det bliver en højtscorende finaleserie. Der er nemlig blevet scoret et hav af point når de to hold har mødt hinanden – hele 197 point i gennemsnit. Det er samtidig også de to bedste offensiver i hele Basketligaen. Næstved snitter 101.6 point, mens Bakken snitter 99.9.
Der er et godt gammeldags udtryk, der hedder “angreb sælger billetter, forsvar vinder mesterskaber.” Og det bliver nøglen til sejr i denne serie, hvis man spørger Bakken-træner, Skyler Bowlin.
– Jeg tror, at det bedste forsvar vinder serien. Begge hold vil gerne spille hurtigt, så jeg tror det bedste forsvar vinder mesterskabet.
Personlige stats i semifinalerne
| Point – Bakken (avg.) Sylvester Berg 13.3 Duke Deen 12.7 Tymu Chenery 12.3 | Point – Næstved (avg.) Vic Searls 17.0 Cole Bajema 15.8 Tyler Harris 12.5 |
| Rebounds – Bakken (avg.) Shaquille Rombley 6.0 Sylvester Berg 5.0 Darko Jukic 5.0 | Rebounds – Næstved (avg.) Rollie Worster 9.8 Vic Searls 9.3 Sean Trumper 6.8 |
| Assists – Bakken (avg.) Duke Deen 8.0 Ian DuBose 4.0 Darko Jukic 3.3 | Assists – Næstved (avg.) Rollie Worster 6.5 Tyler Harris 3.0 Sean Trumper 2.8 |
Finaleserien spilles bedst af fem kampe og starter Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 14. maj.
Finale 1:
Torsdag den 14. maj – kl. 19:00
Bakken Bears – Team FOG Næstved
Sparekassen Danmark Basketball Center
Finale 2:
Mandag den 17. maj – kl. 19:00
Team FOG Næstved – Bakken Bears
Arena Næstved
Finale 3:
Torsdag den 21. maj – kl. 19:00
Bakken Bears – Team FOG Næstved
Sparekassen Danmark Basketball Center
Finale 4 (evt.):
Mandag den 25. maj – kl. 19:00
Team FOG Næstved – Bakken Bears
Arena Næstved
Finale 5 (evt.):
Torsdag den 28. maj – kl. 19:00
Bakken Bears – Team FOG Næstved
Sparekassen Danmark Basketball Center
SPORT LIVE transmitterer alle kampe direkte. Når det hele skydes i gang denne torsdag bliver det med en dobbeltkamp på kanalen – først bronzekamp fra Svendborg efterfulgt af finale 1 fra Aarhus. Så find bare popcornene frem og glæd dig til en Kristi Himmelfartsdag i basketballens tegn!
Der er tip-off i Sparekassen Danmark Basketball Center kl. 19:00. SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18:30.




