
Bakken-cheftræner Skyler Bowlin er klar til sin første finale som træner. På torsdag starter DM-finaleserien mod Team FOG Næstved.
Bakken Bears er i deres 24. DM-finale i træk (23 hvis man regner coronasæsonen fra). De tre foregående har været med Skyler Bowlin på holdkortet som spiller. Nu er det første gang som træner.
– Det er helt sikkert en anden følelse at stå i finalen som træner sammenlignet med da jeg var spiller. Men der er det fantastisk at have Thomas Hemmingsen og Jakob Freil ved min side. To mænd der har prøvet det før og som kan hjælpe og guide mig igennem det, udtaler den debuterende træner.
I sommers blev Bowlin præsenteret som erstatning for Anders Sommer på cheftrænerposten, og dermed gik den rutinerede guard direkte fra spiller ind til Danmarks suverænt største klubtræner-job. Og med 23 DM-finaler i træk, samt ni mesterskaber på stribe, var det naturligvis store sko, der skulle udfyldes.
Efter en lang sæson, der snart går på hæld, kan vi konstatere, at Bowlin har stået for presset. Førsteplads efter grundspillet, førsteplads efter mellemspillet og en suveræn 3–0 sejr over Horsens IC i semifinalen.
Faktisk var Bakken så suveræne i semifinaleserien, at de slog rekorden for den største sejrsmargin i en semifinale hele to gange. I semifinale 2 vandt med hele 39 point. Fire dage senere blev den slået med en 43-pointssejr.
– Vi var ekstraordinært fokuserede og professionelle i semifinaleserien mod Horsens. Vi forsøger altid at lave den bedste forberedelse og finde det rette spændingsniveau, og den sad lige i skabet i semifinalen, siger Skyler Bowlin.

Som træner for Danmarks største klub, kan du så mærke et vist pres og høje forventninger ift. at vinde finalen?
– Selvfølgelig er der et vist pres, det mærker jeg også. Men det kommer naturligvis med et job som mit, og det vidste jeg også godt på forhånd, da jeg takkede ja til jobbet. Jeg er sikker på, at det arbejde vi laver og de vaner vi har bygget over sæsonen vil give os en rigtig god mulighed for at vinde mesterskabet.
Hvordan vurderer du jeres chancer i finalen? Hvor mange procents chance vil du give jer selv?
– Jeg kommer slet ikke til at vurdere vores chancer overhovedet. Vi går ind til alle kampe som dens egen, og så prøver vi ellers bare at forberede os og sætte os selv i bedst mulige position til at vinde, siger Skyler Bowlin.
Godt nok vil Bakken-træneren ikke give en chancevurdering i finaleserien, men til gengæld har han et bud på, hvad der bliver nøglen til sejr for de to mandskaber.
– Jeg tror, at det bedste forsvar vinder serien. Begge hold vil gerne spille hurtigt, så jeg tror det bedste forsvar vinder mesterskabet, afslutter Skyler Bowlin.





