Skip to content

TV-kamp: Næstved og Horsens åbner slutspillet

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Torsdag skydes slutspillet i Basketligaen i gang. SPORT LIVE viser åbningskampen mellem Team FOG Næstved og Horsens IC.

Nu begynder den virkelig sjove del af sæsonen – i hvert fald for den neutrale seer. Slutspilskampe kan altid noget helt specielt. Det er nu tingene spidser til, intensiteten stiger og der er ikke råd til fejl.

Det får vi helt sikkert at føle når Team FOG Næstved og Horsens IC åbner slutspillet torsdag aften i Arena Næstved. De to hold har mødt hinanden to gange denne sæson, og begge kampe har været særdeles underholdende, intense og nervepirrende.

I skrivende stund er det dog Horsens, der er mest pressede, hvis man udelukkende kigger på tabellen. Horsens ligger lige nu som sorteper i form af 5. pladsen – dermed pladsen der lige akkurat ikke giver en semifinaleplads. Næstved derimod ligger lunt til på en 2. plads – lige i hælene på Bakken Bears.

Men vi så hvor galt det kunne gå i slutspillet for Næstved sidste sæson. Man gik ind til slutspillet helt i toppen, men endte med at tabe otte ud af de ti slutspilskampe – og missede dermed en semifinale.

Stilling i Mesterskabsspillet:
1. Bakken Bears 20–2
2. Team FOG Næstved 19–3
3. Svendborg Rabbits 18–4
4. Randers Cimbria 16–6
5. Horsens IC 16–6
6. BC Copenhagen 12–10

Hvem mon får den bedste start på slutspillet når de to topklubber mødes torsdag aften? Du kan få svaret når SPORT LIVE sender kampen direkte. Der er tip-off kl. 19:00 i Arena Næstved, og SPORT LIVE sender optakt allerede fra kl. 18:30.

Flere artikler