Skip to content

TV-kamp: Kan Næstved rejse sig mod drilske Copenhagen?

Foto: Matthias Storgaard (Stuntdouble Media)

Team FOG Næstved har haft en stime af svære kampe og tabt de seneste to. Torsdag møder de BC Copenhagen i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Det har været et par vanskelige uger for Team FOG Næstved. Senest tabte man på hjemmebane til Horsens IC. Ugen inden tabte man pokalfinalen mod Randers Cimbria. Og inden da havde man igen problemer mod Horsens, da man lige akkurat fik skrabet en sejr hjem i overtime efter en meget svær kamp.

Nu venter så endnu et drilsk hold for Næstved, nemlig BC Copenhagen som de tidligere har haft problemer med. Og en sejr er også påkrævet torsdag aften, hvis man vil holde kort snor i Bakken Bears på 1. pladsen i Basketligaen.

BC Copenhagen sneg sig med i Mesterskabsspillet sidste sæson, og her overraskede de alle ved at slå Team FOG Næstved ikke bare én gang, men begge gange i Mesterskabsspillet. Næstved fik dog taget revanche i første opgør denne sæson, hvor man tilbage i oktober vandt 106–91 i Nørrebrohallen.

Vi er ikke nået til slutspillet endnu, men vi nærmer os. Dette er tredjesidste runde inden rækken deles op. Og Copenhagen har alt at spille for. Københavnerne mangler nemlig bare én sejr, så er de klar til Mesterskabsspillet for andet år i træk.

Hvem trækker det længste strå torsdag aften når de to sjællandske hold tørner sammen? SPORT LIVE sender kampen direkte. Der er tip-off i Arena Næstved kl. 19.15, og SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18.45.

Flere artikler