
27-årige Igor Djukelic har været en del af Horsens IC i 20 år. Nu forfremmes han fra assistenttræner til head coach.
For en uge siden valgte Vedran Borovcanin at opsige sin stilling som head coach i Horsens IC. Dermed skulle der findes en afløser for en ægte klubmand, der sammenlagt havde været 13 år i klubben.
Nu er afløseren fundet. I forvejen var Vedran en stor klubmand, men afløseren er uden tvivl en væskeægte HIC’er. Der er nemlig tale om Igor Djukelic, der de seneste tre sæsoner har været Vedrans højre hånd som assistenttræner for førsteholdet.
Djukelic har været en del af Horsens IC i 20 år. Først som ungdomsspiller, senere som en del af førsteholdet i seks år og derefter som træner i forskellige roller i klubben.

Han var bl.a. med til at vinde det danske mesterskab i sin debutsæson som professionel i 2016/17. I 2021 stoppede han sin aktive spillerkarriere og gik i stedet trænervejen. En trænerkarriere, der indtil har budt på flere forskellige roller i Horsens IC, samt assisterende U18-landstræner.
Nu skal han så for første gang prøve kræfter med rollen som head coach i Basketligaen.
– HIC har været en stor del af mit liv i 20 år. Klubben har givet mig oplevelser, relationer og fællesskaber, som jeg vil bære med mig resten af livet. Jeg er taknemmlig og stolt over at få mulighed for at give tilbage og være med til at skrive de næste kapitler i klubbens historie, udtaler Igor Djukelic i klubbens pressemeddelelse.

– Jeg ser Igor som et af de helt store trænertalenter i Danmark, og jeg er sikker på, at han er klar til at stå i spidsen for HIC. Han er taktisk stærk, hårdtarbejdende og vellidt af alle i og omkring klubben, udtaler formand Dennis Nedergaard.
Udover Igor Djukelic venter der endnu mere HIC-DNA i det nye trænerteam. Klubben meddeler nemlig, at Ignacio Muñoz vender tilbage som assistenttræner efter et års pause. Muñoz har været en del af Horsens’ trænerstab i 14 år mellem 2011 og 2025, og var med til at vinde mesterskaberne i 2015 og 2016.




