TV-kamp: Nervepirrende bundkamp i Holbæk

Foto: Matthias Storgaard / Stuntdouble Media

En jævnbyrdig matchup venter i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE når Holbæk-Stenhus tager imod oprykkerne fra BK Vejen.

Holbæk-Stenhus er fortsat uden sejr efter sæsonens første fire kampe. Torsdag aften møder de oprykkerne fra BK Vejen i en nervepirrende og jævnbyrdig matchup.

Holbæk-Stenhus har tabt til topholdene Randers og Horsens, hvor en sejr ikke lå i kortene. Men de to smalle nederlag til Værløse og senest BMS Herlev må gøre en smule nas for den unge Holbæk-trup.

Nu får de igen en ny, god mulighed for at slette det grimme 0 uden for sejre når de torsdag aften møder BK Vejen i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE. Men det er et Vejen-hold, der kommer til Holbæk med selvtillid. Senest med en meget, meget flot præstation mod Randers Cimbria, hvor Vejen var tæt på at skabe sensationen. Og inden da fik Vejen overbevisende deres første sejr nogensinde som Basketliga-hold mod BK Amager.

Derfor bliver det bestemt ingen nem opgave for Holbæk-Stenhus, og generelt tyder det på en meget lige og jævnbyrdig kamp i Holbæk Sportsby torsdag aften.

Der er tip-off på kampen kl. 19.00. SPORT LIVE starter deres optakt allerede fra kl. 18.30. Husk at du også kan se med på Ekstra Bladet+.

TV-kamp: Oprykker tager imod bronzevinder

Foto: Mølsted Fotos / BK Vejen

BK Vejens første TV-kamp nogensinde på SPORT LIVE står for døren når oprykkerne torsdag aften tager imod bronzevinderne fra Randers Cimbria.

Der venter et interessant møde torsdag aften i Vejen Idrætscenter når SPORT LIVE viser denne uges TV-kamp.

Oprykkerne fra BK Vejen tager imod de forsvarende bronzevindere og pokalmestre fra Randers Cimbria. På papiret en meget ulige matchup. Men kan Randers leve op til den store favoritrolle? Eller kan Vejen skabe en kæmpe overraskelse?

BK Vejen tog nemlig deres første Basketliga-sejr nogensinde for fire dage siden, da man komfortabelt slog BK Amager med 90–79. Midtvejs i kampen formåede man endda at opbygge et 21-points forspring. Kampen forinden var man også tæt på at slå et velspillende Værløse-hold på udebane.

Udover at Vejen kommer med selvtillid, så har de også forstærket truppen yderligere med hollandske Caleb Vijber, der i sin debut for fire dage siden mod Amager endte med at blive topscorer for Vejen med hele 19 point, samt to rebounds og fem assists.

Med forstærkningen af Caleb Vijber er BK Vejen nu oppe på hele seks importspillere. Og med den første sejr allerede i kamp 4, så tyder det på, at sønderjyderne mener det alvorligt denne sæson.

Deres modstander Randers Cimbria løb ind i sæsonens første nederlag i torsdags, da man på en svær udebane tabte 90–101 til Team FOG Næstved. Mon de revancherer nederlaget denne torsdag når de gæster et velbesøgt Vejen Idrætscenter?

Få svaret torsdag aften når BK Vejen og Randers Cimbria mødes i denne uges TV-kamp. Der er tip-off kl. 19.00, og SPORT LIVE sender optakt allerede fra kl. 18.30. Husk at du udover på SPORT LIVE også kan se udsendelsen på Ekstra Bladet+.

TV-kamp: Ubesejrede Næstved møder ubesejrede Randers

Foto: Falleini

To ubesejrede hold i form af Team FOG Næstved og Randers Cimbria mødes torsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Det er blevet tid til en af de store kampe i grundspillet, hvor to medaljekandidater tørner sammen. Team FOG Næstved og Randers Cimbria er begge ubesejrede efter deres respektive første tre kampe. Nu mødes de så i Arena Næstved torsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE – en kamp, hvor vi får et af de første fingerpeg om, hvilke af topholdene, der er favoritter til medaljerne.

De to hold plejer historisk at spille meget tætte og interessante opgør. En matchup, der generelt altid har været lige og jævnbyrdig. De seneste 13 år har der dog været et lille overtag af sejre til Næstved. Siden 2012 har de to hold mødt hinanden 57 gange i Basketligaen. 31 sejre til Næstved, 26 til Randers.

Sidste sæson var det dog Randers, der havde overtaget, hvor de vandt fire af de fem indbyrdes møder, hvis man også tæller pokal-semifinalen med.

Nu mødes de for første gang i 2025/26 torsdag aften. En kamp du kan se direkte på SPORT LIVE og Ekstra Bladet+. Tip-off er kl. 19.15 og TV-optakten starter allerede kl. 18.45.

Nu begynder slutspillet

Foto: Thorfoto

Mandag aften spilles de første kampe i årets slutspil.

Slutspillet starter med et brag med fire kampe, tre fra Playoff A og én fra Playoff B.

Første opgør er i Østjylland, hvor Randers Cimbria tager imod Bakken Bears kl 19:00. Opgøret er desuden den første tv-kamp i slutspillet og kan således ses på SPORT LIVE.

I Forum Horsens tørner Horsens IC og Svendborg Rabbits sammen samme tid.

Rundens første Playoff B-opgør er mellem Holbæk-Stenhus og Værløse Blue Hawks.

Mandagens sidste slutspilskamp er mellem Team FOG Næstved og BC Copenhagen.

Alle kampe fra slutspillet kan ses på JFM Play.

Et kig på statistikkerne fra grundspillet

Lige om lidt er det tid til slutspillet i Basketligaen.

220 kampe er hidtil blevet spillet, og grundspillet bød på dansk basket af høj klasse. En tæt og spændende liga, flere hold med om buddet om topplaceringerne og flere ugentlige stjernepræstationer fra ligaens spillere.

I denne artikel dykker vi ned i statistikkerne og tager et nærmere kig på, hvilke spillere der topper statistisk set.

I artiklen kigger vi både på det samlede antal inden for hver stat, men også snittet per kamp, da skader, sygdom og andre fraværsårsager kan resultere i et lavere samlet antal end eksempelvis en spiller, der har spillet alle 20 kampe.

Hvis du selv vil tage et kig på statistikkerne fra grundspil, kan du gøre det ved at klikke her.

Point

Vi lægger ud med pointene, og spilleren, der ligger helt i top, kommer fra BK Amager.

Her er der selvfølgelig tale om BK Amager Caden Ebeling, der har brændt nettet af i Amager-uniformen.

14 gange har amerikanske Ebeling scoret minimum 25 point i en kamp, hvilket er en stat, der taler sit eget sprog. Ebeling snitter desuden 25,1 point per kamp.

I 14 ud af 20 kampe har Amager-stjernen scoret minimum 25 point. Det laveste, han har scoret i en kamp i sæsonen, er 17 point mod Randers Cimbria, så Ebeling har ikke haft nogle offensive svipsere i grundspillet. Det imponerende er dertil, at Ebeling skyder 48,7 % fra gulvet.

De næste på listen over mest scorende i Basketligaen i sæsonen er Holbæk-Stenhus´ Josiah Johnson og Randers Cimbrias Avery Anderson III. Alle tre er også de spillere med det højeste pointsnit per kamp.

Her er et fuldt overblik over de mest scorende i ligaens grundspil:

Rebounds

Caden Ebeling var ligaens scoringskonge i grundspillet, men han var ikke kun førende i point.

Også i den næste statistik viser han vejen. Amagerkanernes stjernespiller er nemlig den spiller, der har taget allerflest rebounds i grundspillet.

270 rebounds blev det i alt til, hvilket giver et imponerende snit på 13,5 rebounds per kamp.

Ebeling har hele 66 rebounds flere end nummer to på listen, som er Randers Cimbrias Laolu Oke. Nummer tre er også et navn, vi i sidste statistik havde fat i, da Holbæk-Stenhus´ Josiah Johnson.

Bears Academy´s Holger Saugstrup Rasmussen er den spiller, der snittede flest offensive rebounds per kamp med et snit på 4,2 offensive per kamp.

Bakkens Jakob Polakovich lå lige bag Academy-spilleren med et snit på 3,8 offensive rebounds per kamp.

Få det fulde overblik herunder:

Assists

Nu er det blevet tid til at kigge på assists, og denne gang er uden Caden Ebeling.

Spilleren med flest assists i løbet af grundspillet blev Svendborg Rabbits´ Balsa Veljic med 120 pointgivende afleveringer.

Nummer to på listen er en af de spillere, der har været med til at sende bolden videre til ligaens scoringskonge, Caden Ebeling, og her er der tale om BK Amagers Oscar Quackenbush med 105 assists.

Den spiller, der snitter flest assists per kamp, er Bakken Bears´ Darko Jukic med et snit på 6,3 assists per kamp. Jukic er den tredje spiller på listen med flest assists per kamp med 100 styks.

Jukic har modsat Quackenbush og Veljic ikke været i aktion i alle 20 kampe, hvilket er en detalje, der er værd at bemærke, når vi kigger på det samlede antal assists. Jukic missede fire kampe i grundspillet.

Flest 3-pointsscoringer

Hvem var grundspillets Stephen Curry?

Det er et godt spørgsmål, da et hav af spillere særligt udmærkede sig inden for scoringer fra distancen. I forhold til 3-pointsscoringer kigger vi både på det samlede antal ramte treere og højeste trepointsprocent.

Spilleren med flest ramte treere blev BC Copenhagen´s David Knudsen med 66 fuldtræffere fra trepointsland. BMS Herlevs Andreas Mortensen sluttede liga bag Knudsen med 64 ramte treere, mens Team FOG Næstved Greg Elliott ramte 60 skud bag trepointslinjen.

Sidstnævnte var spilleren med den højeste trepointsprocent med imponerende 47,6 %. Greg Elliott ramte altså knap hver andet forsøg bag treeren. Elliott´s holdkammerat David Jean-Baptiste skød 44,3 % bag treeren.

Vilde enkeltstående præstationer

Nu har vi kigget på flere af de væsentlige statistikker. Men hvad med enkeltstående præstationer?

To kampe har vi set, hvor en spiller har scoret 40 point i en kamp. De to 40 points-præstationer stod Svendborg Rabbits´ Jemarl Baker Jr og Holbæk-Stenhus´ Josiah Johnson for. Josiah Johnson har også leveret en 39 points kamp i løbet af sæsonen.

Jemarl Baker Jr er også den spiller – sammen med Horsens ICs Trejon Jacob – der har ramt flest treere i en kamp. Én gang har Jacob og Baker Jr hver især ramt otte treere.

BK Amagers Tomas Bjarkason er den spiller, der har samlet flest rebounds op i en kamp, med 24 rebounds. Holdkammeraten Caden Ebeling har i en kamp hentet 21 rebounds.

Slutspilsstart

Februar er blevet til marts, og det betyder slutspilstid.

Mandag begynder slutspillet med fire kampe. Her er mandagens kampe, der alle kan ses på JFM Play.

Randers Cimbria – Bakken Bears

Horsens IC – Svendborg Rabbits

Holbæk-Stenhus – Værløse Blue Hawks

Team FOG Næstved – BC Copenhagen

Sådan spilles slutspillet i Basketligaen

Foto: Joe Leow Productions

Grundspillet i Basketligaen er nu slut.

I torsdags blev det definitivt afgjort, hvem der skal spille Playoff A og Playoff B, når slutspillet indledes efter landsholdspausen.

BC Copenhagen sluttede grundspillet af med stil og sikrede sig den sidste Playoff A plads med en overbevisende sejr mod Bears Academy.

Dermed splittes ligaen nu op i to, og i hvert slutspil skal holdene mødes to gange (hjemme og ude).

De fire bedst placerede hold i Playoff A kvalificerer sig efterfølgende til semifinalerne, hvorimod de to bedst placerede hold i Playoff B kvalificerer sig til Playoff B-finalen.

Playoff A

De første fem hold i Playoff A var der ikke meget at rafle om – som forventet.

Svendborg Rabbits sluttede på førstepladsen med 17 sejre og tre nederlag med Team FOG Næstved lige i hælene. Næstved sluttede grundspillet med lige så mange sejre, men dog dårligere indbyrdes.

Ligaens tredjeplads efter 22 grundspilskampe blev Horsens IC, der i sidste runde tog en stor skalp mod toppen med en sejr mod ligaens andenplads, Team FOG Næstved, og dette gjorde blot toppen i Basketligaen endnu tættere.

De sidste tre hold i Playoff A er Bakken Bears, Randers Cimbria og førnævnte BC Copenhagen.

De første kampe i Playoff A – og så vidt også Playoff B- skal spilles efter landsholdspausen.

Når Playoff A er færdigspillet, mødes gruppespillets nummer et og fire i den ene semifinaleserie og nummer to og tre i den anden serie.

Playoff B

Dette års Playoff B består af BK Amager, BMS Herlev, Holbæk-Stenhus, Værløse Blue Hawks og Bears Academy.

BK Amager var det eneste hold fra Playoff B, der i sidste spillerunde stadig var inde i kampen om den sidste plads i Playoff A, og således er det også Amagerkanerne, der starter B-slutspillet med det bedste udgangspunkt.

Amager skal dog passe på, for både Holbæk-Stenhus, BMS Herlev og Værløse Blue Hawks er lige bag dem i tabellen. Amager fører an med 12 point.

De øvrige tre mandskaber har ti point, mens Bears Academy skal levere et godt Playoff B for at blande sig i toppen og kæmpe med om Playoff B-titlen, da de blot har hentet seks point i løbet af sæsonen.

Som skrevet tidligere er det første- og andenpladsen, der skal ud i en kamp om Playoff B-titlen. Derfor har vi os et rigtigt spændende slutspil i vente.

Slutspillet skydes igang den 3. marts med intet mindre end fire kampe.

Tv-kamp: Bakken Bears tager imod Svendborg foran udsolgt arena i grundspillets sidste kamp

Foto:

Grundspillet i Basketligaen skal spilles færdig torsdag aften, og grundspillet afsluttes med et brag.

Fem kampe – alle med tipoff kl. 19:00 – alle på JFM Play.

Ugens tv-kamp på SPORT LIVE er opgøret i Aarhus mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits, og selvom begge hold er sikre på at skulle spille Playoff A, er der tale om et vigtigt opgør i kampen om topplaceringerne.

Sparekassen Danmark Basketball Center er fuldstændig udsolgt, og vi har en fed kamp i vente.

Inden kampen indtager Svendborg Rabbits ligaens førsteplads med 17 sejre i 19 kampe. Bakken Bears ligger i skrivende stund på fjerdepladsen med 14 sejre i 19 kampe.

SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:30.

Tæt top i Basketligaen

Bakken Bears´ sæson har ikke just været gnidningsfri som de i tidligere sæsoner har været vant til.

Derfor ligger de nede på en uvant fjerdeplads á point med Randers på femteplads, og at forestille sig semifinalerne i Basketligaen uden Bakken Bears er nærmest utænkeligt.

Aftenens kamp mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits er af stor betydning, for vi kan godt forvente os at Playoff A, hvor én sejr kan blive forskellen mellem succes og fiasko.

Playoff A er selvsagt ikke begyndt endnu, så det er endnu ikke trængselstider i forhold til kampen om en semifinaleplads.

Men en sejr torsdag aften kan potentielt sende Bakken op på en delt tredjeplads, mens Svendborg med et nederlag potentielt kan ende med at vige fra førstepladsen, såfremt Næstved samtidig vinder deres kamp mod mod Horsens.

Hvordan top fire ser ud efter aftenens hektiske program er uvist, da ændringer også afhænger af, hvordan andre resultater flasker sig.

Hvem går ind til kampen som favorit?

Aftenens kamp mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits er de to holds anden kamp mod hinanden i denne sæson.

Første møde mellem mandskaberne var i slutningen af november, hvor Svendborg Rabbits forsvarede hjemmebanen og sejrede med 91-80.

Som tidligere skrevet ligger Svendborg Rabbits bedst i tabellen, og det faktum kombineret med det første indbyrdes møde, må gøre Svendborg Rabbits til favoritter.

Dertil er Svendborg også mest formstærke med fire sejre i de seneste fem, hvor Bakken Bears har vundet tre ud af fem. Det er imidlertid vigtigt også at have in mente, at Bakken sideløbende med Basketligaen kæmper for at nå langt i European North Basketball League (ENBL).

Bliver det Bakken eller Svendborg, der slutter grundspillet med en sejr? Det bliver vi klogere på torsdag aften.

Følg med på SPORT LIVE.

Nu skal grundspillet afsluttes: Her er scenarierne, der kan komme i spil i sidste runde

Foto: Joeleowproductions – atomickvision

Fem kampe på samme tid.

Det er, hvad der er på menuen torsdag aften, når sidste runde af Basketligaens grundspil skal afvikles.

Hvem skal spille Playoff A og Playoff B afgøres i aften, og flere hold kender allerede deres skæbne.

Svendborg Rabbits, Bakken Bears, Team FOG Næstved, Horsens IC og Randers Cimbria er alle sikre på at skulle spille Playoff A, hvorimod Holbæk-Stenhus, Bears Academy, BMS Herlev og Værløse Blue Hawks med sikkerhed skal spille Playoff AB

Dermed er vi efterladt med to hold, hvor det ene mandskab ender som den sidste del af Playoff A-slutspillet.

Disse to hold er BC Copenhagen og BK Amager, og førstnævnte har de bedste kort på hånden.

Det bliver altså spændende torsdag aften, og alle kampe kan ses på JFM Play. Ugens tv-kamp på SPORT LIVE er opgøret mellem Bakken Bears og SPORT LIVE.

Hvad skal der til for, at BC Copenhagen spiller sig i Playoff A?

Som billedet i toppen af artiklen illustrerer er vilkårene for BC Copenhagen ganske simple. En sejr er lig med Playoff A-deltagelse.

BC Copenhagen møder Bears Academy hjemme i Nørrebrohallen, og aarhusianerne har med hensyn til Playoff A og B intet at spille for.

Men det er her vigtigt at understrege, at når ligaen splittes op i to slutspil, tager holdene pointene fra grundspillet med over, og Bears Academy kan med et stærkt Playoff B overhale indenom og nappe titlen i B-slutspillet.

Så selvom Academy ikke er i spil til Playoff A, har de stadig noget at spille for mod BC Copenhagen.

Det ændrer til gengæld ikke på, at BC Copenhagen må regnes som favoritter. Københavnerne har vundet seks kampe, tre flere end Bears, og de to holds første indbyrdes opgør endte med en aarhusiansk afklapsning.

Det var tilbage i december, hvor Copenhagen på udebane sejrede med cifrene 59-96.

Dertil går Copenhagen ind til den afgørende grundspilskamp i god form med tre sejre i de seneste fem, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr for Bears Academy.

BC Copenhagen må således regnes som storfavoritter mod Bears Academy.

Hvad er BK Amagers muligheder?

Men taber BC Copenhagen er vilkårene ligeledes simple for BK Amager: Vind eller forsvind.

Hvor BC Copenhagen har deres skæbne i egen hænder, har Amagerkanerne nemlig brug for en hjælpende hånd. Deres skæbne afhænger – også – af hjælp andetsteds fra.

BK Amager skal ganske korrekt vinde deres kamp mod BMS Herlev for overhovedet matematisk at kunne spille sig i Playoff A, men samtidig skal BC Copenhagen også tabe til Bears Academy.

BK Amager er også favoritter, når BMS Herlev kommer på besøg i Amagerhallen.

De to hold har mødt hinanden to gange i indeværende sæson, hvor det er blevet til en til hver. I pokalturneringen sejrede BMS Herlev med 103-93, og opgøret i Basketligaen sluttede til Amagers fordel, 79-75.

Så selvom BK Amager har mest at spille for, har sæsonen budt på et par tætte indbyrdes kampe, så BK Amager skal spille op til deres bedst for at have en chance for Playoff A.

Følg på SPORT LIVE og JFM Play torsdag aften 19:00.

Bakken Bears møder tjekkisk mandskab i sidste gruppespilskamp i ENBL

Foto: Basketfotografen

Tirsdag aften skal Bakken Bears spille deres sidste gruppespilskamp i European North Basketball League (ENBL), når tjekkiske Basket Brno gæster Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus.

Kampen sættes igang kl. 18:30 og kan ses på SPORT LIVE og JFM Play.

Bakken Bears er videre til kvartfinalerne

Tirsdag aften afsluttes gruppespillet i ENBL.

Det betyder, at kvartfinalerne i turneringen venter lige rundt om hjørnet, og Bakken Bears er forud for opgøret med Basket Brno sikre på, at avancere til næste runde i ENBL.

Uanset resultatet mod tjekkerne vil Bakken Bears nemlig blive nummer fire i turneringens gruppe B, og dermed er tirsdagens europæiske brag i Smilets By blot en formalitet.

Tilsvarende er Basket Brno klar over, at deres europæiske eventyr slutter tirsdag aften.

Skulle det blive til et dansk nederlag, vil Bakken slutte á point med Bristol Flyers, men da Bakken er bedst indbyrdes, er fjerdepladsen deres.

Hvilke spillere skal Bakken holde øje med?

Basket Brna fra Tjekkiet råder over flere spændende spillere.

Amerikanske Ethan Chargois er holdets største stjerne. Chargois snitter 18,6 point og 10,4 rebounds, og de 18,6 point gør ham til en af de mest scorende spillere i ENBL i denne sæson. Helt præcist er han den sjette mest scorende spiller i ENBL.

Chargois er stærk offensiv trussel, og ham skal Bakken Bears passe på.

Dertil er Chargois den tredjemest reboundende spiller i ENBL.

Læs mere optakt til kampen på Bakken Bears´ hjemmeside.

Se Bakken Bears – Basket Brna på SPORT LIVE kl. 18:30

Basketligaen søger kommerciel direktør

Basketligaen søger en kommerciel direktør, som skal forestå og være med til at udvikle Danmarks bedste basketballrække i de kommende år

Har du et kommercielt mindset, er god til at samarbejde, udvikle og få ting til at ske i virkeligheden, har styr på dine ting, gode kommunikationsevner, og er du drevet af at skabe resultater sammen med andre mennesker, så er det dig, vi søger.

Basketligaen er Danmarks bedste basketballrække. 11 hold er med i Danmarks bedste basketballrække, og det bliver din opgave at forene det fælles centrale arbejde med henblik på at udvikle og sikre driften af Basketligaen.

Basketligaen har i de seneste sæsoner været inde i en meget positiv udvikling, både sportsligt og kommercielt. Det er ambitionen, at Basketligaens udvikling skal fortsætte i de kommende år. Inden for de seneste sæsoner er Basketligaen udvidet med flere hold, et nyt og stærkere turneringsformat, en ny TV-aftale med Sport Live og en streamingaftale. Det vil være forretningsførerens opgave at sikre en god drift af Basketligaen samt være med til at sikre den kommercielle udvikling i de kommende år. Arbejdet vil ske i et tæt parløb med bestyrelsen for Basketligaen.

Som direktør for Basketligaen skal du selv have fingeren på pulsen, kunne tage ansvar for både det driftsmæssige på daglig basis, men også være med til at sikre fremdrift, så Basketligaen bliver stærkere i de kommende år. Du vil have ansvaret for en lille administration, der arbejder med turneringsplanlægning, statistikker, SoMe mv., men du skal også selv være med i driftsafviklingen.

Du bliver samtidig ansvarlig for afviklingen af herrernes pokalfinalen i basketball samt kommercielt ansvarlig for partnerskaber i Danmarks Basketball Forbund (DBBF) for herre- og damelandsholdet. Dette arbejde varetages i tæt samarbejde med direktøren for DBBF. Det er din opgave at bidrage til at skabe store signaturevents og partnerskaber, der kan være med til at udvikle de kommercielle indtægter.

Basketligaen søger en direktør, der kan forestå følgende:

  • Du vil forretningsudvikle og brænder for at skabe resultater for Basketligaen samt holdene i Basketligaen.
  • Du har et kommercielt mindset og vil bidrage til at øge de kommercielle indtægter for Basketligaen, pokalfinalen samt herre- og damelandsholdet. Du behøver ikke selv have salgskompetencer, men du skal have et kommercielt mindset og kunne indgå i dialogen med kommercielle samarbejdspartnere, eventuelt i samarbejde med et professionelt bureau.
  • Du skal evne at tage ansvar for dialogen med vores samarbejdspartnere og sikre, at Basketligaen lever op til de indgåede samarbejdsaftaler.
  • Du skal kunne bidrage til udviklingen af klubber på alle niveauer.
  • Du indgår i et kommercielt samarbejde med DBBF om afviklingen af pokalfinalen samt herre- og damelandsholdet.
  • Ledelse af Basketligaens administration, styring af øvrige medarbejdere og koordinering af indsatser.
  • Du er ansvarlig for den økonomiske drift, kan lave budgetter og har en grundlæggende forståelse for økonomi.
  • Du evner at samarbejde med Basketligaens bestyrelse samt holdene i Basketligaen.
  • Du kan arbejde både strategisk og operationelt og tager fat for at få løst opgaverne.
  • Du skal være synlig i miljøet (delvist interessetimer) samt have tid til at bruge en vis mængde timer om aftenen og kunne besøge alle hold i Basketligaen.
  • Du skal kunne håndtere diverse ad hoc-opgaver.

Din profil:

  • Du er kommercielt tænkende, ambitiøs og i stand til at samarbejde med mennesker og skabe resultater sammen med andre.
  • Du har gerne dokumenteret erfaring og evner inden for ledelse, kommerciel udvikling og strategisk udvikling og kan gennemføre en proces fra strategi til implementering.
  • Du har evnen til at kunne navigere i en verden af hold, der befinder sig forskellige steder med forskellige ambitioner og mindset, samt sikre et godt samarbejde med DBBF.
  • Du er imødekommende, nysgerrig og kan flytte ting i virkeligheden. Just do it!
  • Du har interesse for sport, men ikke nødvendigvis erfaring fra sportens verden.

Der er tale om en fuldtidsstilling for den rette dedikerede kandidat. Er du interesseret, så kan du rette henvendelse til formand for Basketligaen, Andreas Larsen, på [email protected] (mobil: 28791786).

Stillingen vil være slået op indtil den 24/2. Basketligaen forventer at afholde samtaler med kandidater den 5. marts 2025.

Opgavebeskrivelse for Basketligaens direktør

Det er din opgave som direktør at være progressiv, kreativ, kommercielt tænkende og en stærk samarbejdspartner for Basketligaen samt Basketligaens klubber. Der er et stort ønske om, at vi kan tage det næste store kommercielle skridt i Basketligaen.

I væsentlige hovedtræk består opgaverne i:

  • Kommerciel udvikling (skabelse af nye indtægter både direkte for Basketligaen samt udvikling af klubberne, så de kan opnå flere sponsorindtægter, pokalfinalen for herrer samt herre- og damelandsholdet).
  • Produktudvikling
  • TV- og streamingaftaler samt andre kommercielle partnerskaber
  • Turnering
  • Administration (mødeindkaldelse, referater, opsamlinger, afholdelse af workshops mv.)
  • DBBF (dialog om dommere, pokalturnering, landshold mv.)
  • Daglig drift
  • Økonomi og budgetter