Højdepunkter: Team FOG Næstved – Horsens IC

Team FOG Næstved og Horsens åbnede slutspillet torsdags aften. Her fik Næstved en perfekt start med en storsejr.

Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Næstved og Horsens åbner slutspillet

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Torsdag skydes slutspillet i Basketligaen i gang. SPORT LIVE viser åbningskampen mellem Team FOG Næstved og Horsens IC.

Nu begynder den virkelig sjove del af sæsonen – i hvert fald for den neutrale seer. Slutspilskampe kan altid noget helt specielt. Det er nu tingene spidser til, intensiteten stiger og der er ikke råd til fejl.

Det får vi helt sikkert at føle når Team FOG Næstved og Horsens IC åbner slutspillet torsdag aften i Arena Næstved. De to hold har mødt hinanden to gange denne sæson, og begge kampe har været særdeles underholdende, intense og nervepirrende.

I skrivende stund er det dog Horsens, der er mest pressede, hvis man udelukkende kigger på tabellen. Horsens ligger lige nu som sorteper i form af 5. pladsen – dermed pladsen der lige akkurat ikke giver en semifinaleplads. Næstved derimod ligger lunt til på en 2. plads – lige i hælene på Bakken Bears.

Men vi så hvor galt det kunne gå i slutspillet for Næstved sidste sæson. Man gik ind til slutspillet helt i toppen, men endte med at tabe otte ud af de ti slutspilskampe – og missede dermed en semifinale.

Stilling i Mesterskabsspillet:
1. Bakken Bears 20–2
2. Team FOG Næstved 19–3
3. Svendborg Rabbits 18–4
4. Randers Cimbria 16–6
5. Horsens IC 16–6
6. BC Copenhagen 12–10

Hvem mon får den bedste start på slutspillet når de to topklubber mødes torsdag aften? Du kan få svaret når SPORT LIVE sender kampen direkte. Der er tip-off kl. 19:00 i Arena Næstved, og SPORT LIVE sender optakt allerede fra kl. 18:30.

Månedens Hold: Februar (kåret af SPORT LIVE)

SPORT LIVE har givet deres bud på Månedens Hold for februar i Basketligaen.

Traditionen tro har SPORT LIVE i deres magasin “Overtime” givet et bud på de fem bedste spillere og en træner for den netop overståede måned i Basketligaen.

Valget er faldet på følgende aktører.

G: Tyler Harris, Team FOG Næstved
5 kampe: 21.4 pts, 2.8 reb, 6.2 ast, FG: 49.2% (27 min)

G: Andrew Ramírez, BC Copenhagen
3 kampe: 23.3 pts, 3 reb, 7 ast, FG: 55.8% (30 min)

F: Forte Prater, Holbæk-Stenhus
3 kampe: 24.7 pts, 8.7 reb, 8.7 ast, FG: 55.3% (32 min)

F: Jalen Lake, Svendborg Rabbits
4 kampe: 22.8 pts, 4.8 reb, 3.3 ast, FG: 54.7% (28 min)

F: Sylvester Berg, Bakken Bears
4 kampe: 14.5 pts, 6.8 reb, 4.5 ast, FG: 61.8% (26 min)

Coach: David Pavlakovich, Team FOG Næstved
5 kampe: 4 sejre, 1 nederlag, PF: 521, PA: 462, PD: +59

TV-program for slutspillet

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

På torsdag skydes Basketliga-slutspillet i gang. Her får du overblikket over hvilke kampe der sendes på TV.

Efter 22 dramatiske runder er grundspillet afsluttet, og vi er nu klar til at tage hul på den alvorlige – men også mest spændende – del af sæsonen.

Basketligaen er nu delt op i et Mesterskabsspil og et Kvalifikationsspil. De seks øverste hold kæmper om mesterskabet, mens de seks nederste kæmper om at undgå en evt. nedrykning.

Torsdag aften skydes det hele i gang, og her får du overblikket over hvilke kampe der transmitteres på SPORT LIVE resten af sæsonen.

Torsdag d. 5. marts
Team FOG Næstved – Horsens IC

Torsdag d. 12. marts
Randers Cimbria – Bakken Bears

Mandag d. 16. marts
Horsens IC – Svendborg Rabbits

Torsdag d. 19. marts
Bakken Bears – Team FOG Næstved

Torsdag d. 26. marts
Svendborg Rabbits – Randers Cimbria

Mandag d. 30. marts
Team FOG Næstved – Svendborg Rabbits

Torsdag d. 2. april
Randers Cimbria – Team FOG Næstved

Fredag d. 10. april
Horsens IC – Randers Cimbria

Torsdag d. 16. april
Bakken Bears – Horsens IC

Mandag d. 20. april – sidste runde i mellemspillet
TBA

Mandag d. 27. april
Semifinale 1

Torsdag d. 30. april
Semifinale 2

Mandag d. 4. maj
Semifinale 3

Torsdag d. 7. maj
Semifinale 4 (evt.)

Mandag d. 11. maj
Semifinale 5 (evt.)

Torsdag d. 14. maj
Finale 1

Mandag d. 18. maj
Finale 2

Torsdag d. 21. maj
Finale 3

Mandag d. 25. maj
Finale 4 (evt.)

Torsdag d. 28. maj
Finale 5 (evt.)

Alle øvrige kampe kan streames på Ekstra Bladet+.

70.340 tilskuere overværede grundspillet

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Grundspillet i Basketligaen 2025/26 er slut, og derfor tager vi et kig på tilskuertallene for den første del af sæsonen.

70.340 tilskuere. 132 kampe. Et gennemsnit på 533 pr. kamp.

Det er de tørre facts for grundspillet anno 2025/26 i Basketligaen. Det højeste antal tilskuere totalt siden 2016/17. Dog falder gennemsnittet en smule ift. sidste sæson, da man er gået fra 11 til 12 hold og dermed havde 22 ekstra kampe. Sidste sæson lød gennemsnittet på 543 pr. kamp, mens det for indeværende sæson lyder på 533. Så stort set ingen ændring.

Kigger vi på de enkelte klubbers tilskuertal, så fordeler de sig således:

Basketligaen har siden sæsonen 2000/01 målt tilskuertal, og her får du den komplette oversigt over tilskuertallene i grundspillet siden 2000/01.

* Påvirket af coronapandemien

De seks hold til Mesterskabsspillet er fundet

Lørdag blev det afgjort, at BC Copenhagen napper den sidste plads i Mesterskabsspillet i Basketligaen.

BC Copenhagen er for andet år i træk klar til Mesterskabsspillet. Det sker efter Svendborg Rabbits’ komfortable sejr over Værløse Blue Hawks lørdag eftermiddag. Dermed kan Værløse ikke længere nå at indhente Copenhagen med én runde tilbage af grundspillet.

På torsdag bliver grundspillet rundet af, hvorefter Basketligaen bliver inddelt i et Mesterskabsspil og et Kvalifikationsspil. De seks øverste hold kæmper om mesterskabet, mens de seks nederste kæmper om at undgå en potentiel nedrykning.

Status i Basketligaen efter 21 spillerunder er således:

Mesterskabsspillet
1. Bakken Bears 19–1
2. Team FOG Næstved 17–3
3. Svendborg Rabbits 17–4
4. Randers Cimbria 16–5
5. Horsens IC 16–5
6. BC Copenhagen 11–10

Kvalifikationsspillet
7. Værløse Blue Hawks 10–11
8. BMS Herlev 6–15
9. Bears Academy 6–15
10. Holbæk-Stenhus 3–18
11. BK Vejen 2–19
12. BK Amager 2–19

Måske vil nogen tænke, hvorfor Værløse Blue Hawks ikke kan overhale BC Copenhagen, da begge hold kan ende på 11–11? Forklaringen er, at Copenhagen er bedre indbyrdes mod Værløse, hvor københavnerne sammenlagt vandt med 17 point over de to kampe. Derfor vil Copenhagen slutte over Værløse uanset hvordan det går i sidste spillerunde.

TV-kamp: Kan Næstved rejse sig mod drilske Copenhagen?

Foto: Matthias Storgaard (Stuntdouble Media)

Team FOG Næstved har haft en stime af svære kampe og tabt de seneste to. Torsdag møder de BC Copenhagen i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Det har været et par vanskelige uger for Team FOG Næstved. Senest tabte man på hjemmebane til Horsens IC. Ugen inden tabte man pokalfinalen mod Randers Cimbria. Og inden da havde man igen problemer mod Horsens, da man lige akkurat fik skrabet en sejr hjem i overtime efter en meget svær kamp.

Nu venter så endnu et drilsk hold for Næstved, nemlig BC Copenhagen som de tidligere har haft problemer med. Og en sejr er også påkrævet torsdag aften, hvis man vil holde kort snor i Bakken Bears på 1. pladsen i Basketligaen.

BC Copenhagen sneg sig med i Mesterskabsspillet sidste sæson, og her overraskede de alle ved at slå Team FOG Næstved ikke bare én gang, men begge gange i Mesterskabsspillet. Næstved fik dog taget revanche i første opgør denne sæson, hvor man tilbage i oktober vandt 106–91 i Nørrebrohallen.

Vi er ikke nået til slutspillet endnu, men vi nærmer os. Dette er tredjesidste runde inden rækken deles op. Og Copenhagen har alt at spille for. Københavnerne mangler nemlig bare én sejr, så er de klar til Mesterskabsspillet for andet år i træk.

Hvem trækker det længste strå torsdag aften når de to sjællandske hold tørner sammen? SPORT LIVE sender kampen direkte. Der er tip-off i Arena Næstved kl. 19.15, og SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18.45.

Månedens Hold: Januar (kåret af SPORT LIVE)

SPORT LIVE har givet deres bud på Månedens Hold for januar i Basketligaen.

Traditionen tro har SPORT LIVE i deres magasin “Overtime” givet et bud på de fem bedste spillere og en træner for den netop overståede måned i Basketligaen.

Valget er faldet på følgende aktører.

G: Xander Rice, Randers Cimbria
4 kampe: 17.8 pts, 2.3 reb, 4.8 ast, FG: 52.6% (25 min)

G: Darko Jukic, Bakken Bears
5 kampe: 16.4 pts, 3.8 reb, 2.8 ast, FG: 73.3% (21 min)

F: Sylvester Berg, Bakken Bears
5 kampe: 13.2 pts, 5.2 reb, 1.2 ast, FG: 59.5% (20 min)

F: Ikenna Okeke, Team FOG Næstved
3 kampe: 16.3 pts, 7 reb, 1.3 ast, FG: 55.2% (28 min)

F: Andrew Orr, BK Vejen
5 kampe: 20.8 pts, 6.8 reb, 2 ast, FG: 48.8% (29 min)

Coach: Skyler Bowlin, Bakken Bears
5 kampe: 5 sejre, 0 nederlag, PF: 525, PA: 370, PD: +155

Randers er pokalmestre for andet år i træk

Foto: Casper Theilgaard Christiansen (Danmarks Basketball-Forbund)

Randers Cimbria vinder Landspokalen 2025–26 efter en dramatisk pokalfinale, der måtte afgøres i overtime.

Lørdag var en historisk dag i dansk basketball på mange måder, da Team FOG Næstved og Randers Cimbria mødtes i dette års pokalfinale. For første gang blev herrernes pokalfinale afviklet i Arena Svendborg, Randers genvandt titlen, Adama Darboe leverede en formidabel præstation, og så skulle det hele endda afgøres i overtime.

De 1.511 fremmødte tilskuere skabte en fantastisk lydkulisse om denne historiske pokalfinale, der udviklede sig til et episk drama på banen.

Randers fik en perfekt start på kampen og førte med 32–18 efter 1. quarter. Adama Darboe spillede stort fra start og lignede manden, der var nøglen til sejr for kronjyderne. På trods af en storspillende Darboe, så fik Næstved kæmpet sig tilbage som kampen skred frem.

Pausestillingen hed 48–35 til Randers, men Næstved fik virkelig fat i 3. quarter. Sydsjællændernes kaptajn, David Jean-Baptiste, gik forrest, godt flankeret af Rollie Worster og Ikenna Okeke, og efter 3. quarter var Randers’ store forspring reduceret til 69–67.

I kampens slutfase kunne man tydeligt mærke nervøsiteten hos begge hold, og det var også til at se på skudprocenterne. Med svedige håndflader hos begge mandskaber, havde Næstved lige en my mere skarphed, da vi gik ind i crunch time. Med to minutter tilbage af kampen fik Næstved bragt sig i front for første gang i kampen.

Men så var det, at kampens helt store profil tog over igen. Adama Darboe fik udlignet til 83–83 med få sekunder tilbage og bragte denne fantastiske finale ud i overtime.

Det er ikke uden grund, at 39-årige Darboe har 60 A-landskampe under bæltet. Han viste igen klassen i overtime og endte med at afgøre kampen egenhændigt, hvor han scorede hele 13 point i de blot fem minutters overtime.

Derefter kunne jublen bryde løs blandt Randers-fansene. Randers Cimbria genvinder Landspokalen med en sejr på 101–98. For et år siden havde klubben aldrig vundet en titel, og nu er de back-to-back pokalmestre.

Foto: Casper Theilgaard Christiansen (Danmarks Basketball-Forbund)

Pokalfighter: 39-årige Darboe med 39 point

Det var verdens mindste overraskelse, at Adama Darboe løb med titlen som årets pokalfighter. Til gengæld var det en uhørt fantastisk præstation af den tidligere landsholdsstjerne i denne pokalfinale.

Darboe fylder 40 år til april. Alligevel spillede han sit livs kamp og leverede vanvittige 39 point. Derfor modtog han naturligvis en fortjent hyldest og titlen som årets pokalfighter. En levende legende, der nu har vundet seks pokaltitler for tre forskellige klubber.

Der var også en tydelig rørt Adama Darboe, der i sit interview med SPORT LIVE efter kampen stod med tårer i øjnene.

Faktisk er det kun ét enkelt point fra Darboes career high, der lyder på 40 point. En 16 år gammel rekord fra da han spillede for Svendborg Rabbits. Der er dog næppe tvivl om, at dette var den bedste og største præstation i Darboes karriere. En pokalfinale hvor han i øvrigt også var kaptajn i fraværet af Anton Lønstrup Hansen, der sidder ude med en skade.

Foto: Casper Theilgaard Christiansen (Danmarks Basketball-Forbund)

Du kan læse hele kamprapporten her.

Fik du ikke set kampen live, så kan du se højdepunkter fra SPORT LIVE’s transmission her.