Gabriel Johan Vogel fra Svendborg Rabbits er kåret til Årets Unge Spiller i Basketligaen 2024/25.
Torsdag aften blev prisen Årets Unge Spiller uddelt. Vanen tro er afstemningen foregået blandt alle holdene i Basketligaen.
Det var et tæt kapløb mellem tre spillere, der trak mere end 61% af de afgivne stemmer. Valget er faldet på 20-årige Gabriel Johan Vogel fra Svendborg Rabbits, der spiller sin anden sæson for kaninerne.
I denne sæson har han haft en stor rolle på Svendborgs hold, der er nået helt til finalen. Vogel har i skrivende stund spillet 34 kampe denne sæson, og i dem har han snittet 7.2 point, 4.6 rebounds og 0.6 assists.
Med bare syv stemmers forskel finder vi på 2. pladsen Filip Ates fra Bakken Bears. På 3. pladsen finder vi Ogbemudia Uagboe fra Værløse Blue Hawks.
Vi er nået til kamp nr. 3 i finaleserien mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Bakken fører 2–0 og kan vinde mesterskabet med en sejr torsdag aften.
Bakken Bears viser igen i år klassen i slutspillet. De danske mestre er fortsat ubesejret i playoffs med en sikker 3–0-sejr i semifinalen mod Horsens IC, og nu fører de 2–0 i finaleserien mod Svendborg Rabbits.
Torsdag aften kan de så sikre sig endnu et dansk mesterskab. Det vil i så fald blive Bakkens 23. danske mesterskab i historien, heriblandt det niende på stribe.
Svendborg Rabbits har derfor kniven for struben og skal vinde tre kampe i træk – ellers må grundspil- og mellemspilsvinderne nøjes med sølvmedaljer i år.
Det indtil videre været to meget forskellige finalekampe. Finale 1 var tæt helt indtil de sidste minutter, hvor Skyler Bowlin trådte i karakter og afgjorde kampen, hvor Bakken endte med at vinde 79–68.
I finale 2 var der decideret klasseforskel. I en højtscorende affære vandt Bakken med hele 110–86 foran en udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center.
Finale 3 spilles torsdag aften i Rise Sparekasse Arena i Svendborg. Kampen sendes direkte på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.
Mandag aften venter finale 2 mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits.
Bakken Bears tog det første stik i finaleserien mod Svendborg Rabbits, da de torsdag aften besejrede kaninerne i egen hule – første gang Svendborg tabte på hjemmebane denne sæson efter 17 ubesejrede kampe i træk.
Nu venter så en hjemmekamp for de danske mestre i Sparekassen Danmark Basketball Center, hvor man kan spille sig i en favorabel 2-0-føring i serien, og dermed kun være én sejr fra endnu et dansk mesterskab.
Og der bliver fyldt til bristepunktet i Sparekassen Danmark Basketball Center mandag aften. Der er nemlig fuldstændig udsolgt til kampen, og derfor lover en fantastisk kulisse om finale nr. 2.
Hvis du ikke har fået billet til kampen, så husk at du kan se kampen direkte på SPORT LIVE og JFM Play, hvor der er optakt fra kl. 18.30.
Svendborg Rabbits’ head coach, Mads Andersen, er kåret som Årets Træner i Basketligaen 2024/25.
Denne sæson lakker mod enden og derfor er der også en masse individuelle priser, der skal uddeles.
Ved finale 1 mandag aften i Svendborg blev Årets Træner-prisen uddelt, og valget er faldet på Mads Andersen fra Svendborg Rabbits.
Afstemningen er vanen tro foregået blandt alle trænerne i Basketligaen. Mads Andersen modtog 30% af stemmerne – foran Randers Cimbrias Jeffrey Fawme (20%) og Horsens IC’s Vedran Borovcanin (15%).
Svendborg Rabbits og Bakken Bears skal kæmpe om guldet i dette års DM-finale, og torsdag aften mødes de i første af potentielle fem finaler.
En lang, spændende og fantastisk tæt sæson er ved at nå til vejs ende. Nu er der kun to hold tilbage i kampen om guldet. Svendborg Rabbits og Bakken Bears udgør dette års finale i Basketligaen, der starter torsdag aften.
Finaleserien spilles, for første gang i mange år, som bedst af fem, modsat de tidligere år som bedst af syv, og det er Svendborg Rabbits, der har hjemmebanefordelen som nr. 1 efter mellemspillet.
Svendborg og Bakken har stået over for hinanden i utallige DM-finaler, senest i 2022, hvor Bakken gjorde rent bord og vandt serien 4–0.
Men ovenpå en historisk tæt top i Basketligaen 2024/25, kunne meget godt tyde på, at Bakkens legestue fra 2022 ikke gentager sig, men derimod potentielt kan blive en meget spændende og tæt finaleserie.
Meget taler også til Svendborgs fordel: De er fortsat ubesejrede på hjemmebane denne sæson med 17 sejre i 17 kampe. Og så har de også vundet tre ud af de fire indbyrdes møder mod Bakken Bears denne sæson.
En sjov detalje er dog, at Anders Sommer aldrig har formået at tabe en playoff-kamp (semifinale eller finale) som head coach for Bakken Bears. 24 kampe, 24 sejre.
Hvem kommer mod bedst fra land i finaleserien torsdag aften? Kan Bakken sætte jagten ind på deres 23. danske mesterskab? Eller udvider Svendborg deres ubesejrede hjemmebane-stime til 18 sejre?
Få svaret når SPORT LIVE og JFM Play sender kampen live med optakt fra kl. 18.30.
Du kan naturligvis også købe billet til kampen i Rise Sparekasse Arena via dette link.
Nu venter finaleserien, der starter torsdag den 15. maj, hvor Svendborg Rabbits har hjemmebanefordelen som førsteseedet efter mellemspillet.
De to klubber har mødt hinanden fire gange denne sæson. Det har udmøntet sig i tre sejre til Svendborg, én til Bakken. Og så skal det med i ligningen, at Svendborg fortsat er ubesejret på hjemmebane denne sæson med 17 sejre i 17 kampe.
En anden sjov detalje er, at Bakken-træner Anders Sommer aldrig har tabt en playoff-kamp i sin tid som head coach for Bakken Bears. 24 playoff-kampe, 24 sejre.
Bakken Bears fortsætter samtidigt deres imponerende streak af DM-finaler. De danske mestre er nu i finalen for 22. gang i træk, mens Svendborg Rabbits er i klubbens blot anden finale de seneste 11 forsøg.
Tidligere har finaleserien været spillet i et bedst af syv-format, men i år er det lavet om til bedst af fem. Dvs. dét hold, der først vinder tre kampe, kan kalde sig danske mestre 2025.
Overblik over finalekampene: Tor 15/5 Svendborg–Bakken Man 19/5 Bakken–Svendborg Tor 22/5 Svendborg–Bakken Man 26/5 Bakken–Svendborg (evt.) Tor 29/5 Svendborg–Bakken (evt.)