Ugen der gik

Spotlight på ligaen.

Horsens IC bød i ugens første kamp op til dans, da de havde Randers Cimbria på besøg til ugens første tv kamp. Det der først så ud til, at være en kamp hvor Randers havde styr på Horsens og holdte dem i god afstand, ændrede sig fuldstændigt i anden periode. Efter at tabe første periode med 10 point kom hjemmeholdet på banen med ild i skoene, da de matchede de 34 point Randers Cimbria havde scoret i første periode, og holdt dem nede på 12 point. Hjemmeholdet kunne dermed gå til pause i front med stillingen 58-46. Efter pausen var det igen udeholdet der var bedst, og de smed hele 36 point i kurven, hvilket endnu engang satte dem i front med 2 point. Det var dog ikke nok til at holde Horsens IC fra sejr. Horsens vandt sidste periode med 4 point, og trak sig sejrrigt ud af kampen med 2 point.

Søndersøhallen dannede den perfekte ramme for ugens anden tv kamp. Værløse Blue Hawks tog imod Team Fog Næstved. Efter en tæt første periode fik Team Fog Næstved trukket fra hjemmeholdet inden pausen, og var oppe med 17 point til 26-43. Føringen gav ligeledes luft til, at Team Fog Næstved fik leget med deres line ups, og fik alle 12 spillere på scoringstavlen. Efter en tættere anden halvleg endte kampen 64-83.

Fredag aften var Bears Academy værter for Horsens IC’s anden kamp i ugen. Det blev dog ikke samme gyser fra sidste sæson, der endte i tre gange overtid, en sejr og 2 rekorder til det daværende Pro B hold Bears Academy. Udeholdet kontrollerede alle perioder bortset fra den sidste, som blev tabt 21-16. Kampen endte 76-86. Med sejren er Horsens IC nu på en fjerde plads i Basketligaen.

Der var ligeledes kamp i Nørrebrohallen fredag aften, her var det theView Copenhagen, der tog imod BMS Herlev. De to hold havde mødt hinanden d. 21. oktober i tv kamp, hvor theView Copenhagen tog sejren.
Denne gang var det BMS Herlev der trak det længste strå, og fik sat 2 point på kontoen efter en spændende kamp, som de vandt 76-87.

Lørdagens første kamp var i Amagerhallen, hvor BK Amager tog kampen op imod Randers Cimbria. Efter en bandvarm første periode fra begge mandskaber på  30-30, begyndte gæsterne fra Randers stille roligt at trække fra. I fjerde periode blev værterne holdt nede på 13 point, og Randers Cimbria kunne dermed rejse hjem med en 20 points sejr 79-99.

Kampen mange havde ventet på, og set frem til, var imellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears, de to sidste ubesejrede hold i ligaen. Det blev ikke den mest spændende kamp, der gik ned til sidste minut som mange havde håbet. Bakken Bears kontrollerede kampen fra start til slut, og med alle 4 perioder vundet og kampens slut resultat på 86-104, kan de nu som de eneste fortsat kalde sig ubesejret i Basketligaen.

Ugens anden tv kamp Værløse Blue Hawks vs. Team Fog Næstved

Foto: Robert Piil Grafik: Frederik Saugmann

Spænding i fuglereden.

Værløse Blue Hawks har flere gange vist at de kan give kamp til stregen når der spilles i Søndersøhallen. De skal spille deres anden tv kamp i streg og i sidste uge slog de BK Amager på udebane i en lidt rodet affære, hvor man efter en lidt skidt start stille og roligt fik arbejdet sig frem til en føring ved halvleg og vandet kampen med 7 point. Værløse var uden deres nye center Elhadji Amadou Dieng som i starten af Horsens kampen måtte gå ud med en ankelskade. Det kunne klart ses på rebound statistikken hvor Værløse fortsat har problemer. Der ses frem til opbakning fra hjemmepublikummet i den helt udsolgte Søndersøhallen og det må siges at være med til at styrke det unge Værløse hold.

Gæsterne fra Team Fog Næstved der ellers havde startet sæsonen rigtig godt, har tabt deres sidste to kampe til henholdsvis Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen skal for første gang tilbage i deres gamle hal siden de i sommer skiftede til Team Fog Næstved. Med en sejr mere end Værløse Blue Hawks ligger de på tredje pladsen og skal nu forsøge at bygge videre på den ellers gode start. I sidste uge offentliggjorde Team Fog Næstved at de havde hentet en ny center fra den næstbedste tyske række og det kunne tænkes at man vil komme til at se den unge Akim-Jamal Jonah i aktion i denne kamp. Gæsterne har flere profiler der er gode til at sende bolden igennem nettet, Brevin Pritzl og Bubu Palo spiller præcis det samme antal minutter 28.34, dog er det lige nu Brevin Pritzl der med sine 19.2 point og 4.2 rebounds der fører over Bubu Palos 17.8 point og 5.6 assist.

Kampen start kl. 19:15 på SPORT LIVE hele Danmarks basketball kanal. Se med på kanalen fra kl. 18:30 hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen og Peter Møller er med som ugens gæst.

Endnu en dommer i Basketligaen

Med øjeblikkelig virkning er Jesper Melchjorsen tilbage som dommer i BL. Jesper har allerede dømt 2 BL-kampe i denne sæson og skal i aktion igen den 5. november i kampen mellem Bears Academy og Horsens IC.

Jesper er den anden dommere, der er rykket i BL-gruppen inden for kort tid, også Marina Fedorova blev for et par uger siden indlemmet i gruppen. Dommergruppen består nu af 20 dommere. Du kan se info om alle dommere her.

Uge 7 i Basketligaen

Fuld plade plus det løse. 

Torsdag d. 4. november kl . 19:15 spilles ugens anden tv  kamp, og denne gang indtager SPORT LIVE Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tager imod Team Fog Næstved. Inden kampen kan du se basketmagasinet OVERTIME, som går på skærmen kl. 18:30. 

Fredag d. 5. november kl. 18:30 i Vejlby-Risskov Hallen er det Bears Academy, der skal forsvare hjemmebanen imod Horsens IC. Det er to hold, som i de sidste tre kampe for alvor er kommet i gang med sæsonen. Bears Academy fik deres tredje sejr i træk i weekenden imod BMS Herlev, og Horsens IC slog mandag aften Randers Cimbria. Sidste gang de to hold mødtes på Bears Academys hjemmebane, gik kampen i tre gange overtid, førend der blev fundet en vinder. Det blev de unge bjørne, som trak det længste strå, og fik leveret et af sæsonens største upsets – kan de mon gøre det igen? 

Fredag d. 5. november kl. 18:30 får BMS Herlev muligheden for revanche i Nørrebro Hallen, når de for anden gang indenfor kort tid skal møde theView Copenhagen. De to hold gav basket Danmark en spændende kamp på LIVE SPORT sidst de mødtes i Herlev Hallen. Ens for begge hold er, at de har to sejre indtil videre, og med et hårdt program de næste par uger er kampen særdeles vigtig. 

Lørdag d. 6. november kl. 14:30 er Randers Cimbria på besøg i Amagerhallen. BK Amager tabte i sidste uge en tæt kamp hjemme imod Værløse Blue Hawks, og jagter derfor fortsat en sejr. Selvom Randers Cimbria endnu kun har to sejre ud af seks mulige, går de klart ind i kampen som favoritter. Det bliver Jonathan Klussmanns første kamp på sin gamle hjemmebane. 

Lørdag d. 6. november kl. 15:00 i Rise Sparekasse Arena begynder kampen, som mange har ventet på. De to ubesejrede hold skal endelig møde hinanden, og efter denne kamp vil det ene indtage første pladsen af Basketligaen. Bakken Bears fik fornyeligt deres første europæiske sejr, og begynder så småt at ligne et sammenspillet hold. Nu mangler de kun, at få vippet Svendborg Rabbits ned på en anden plads i tabellen. Svendborg Rabbits har indtil videre givet deres fans og andre basket glade danskere nogle gode kampe, og når hele kaninflokken er samlet, er de et utroligt stærkt hold. De to hold har i flere år kæmpet imod hinanden i toppen af ligaen, og noget tyder på, at samme scenarie udspiller sig igen i år. 

Ugens første tv kamp Horsens IC vs. Randers Cimbria

Hvem tager den første?

Det har ikke været drømmestarten på sæsonen for hverken Horsens IC eller Randers Cimbria. Begge klubber står lige nu med 2 kampe vundet. Med en sejr kan en af dem komme tættere på deres placering fra sidste år, hvor Horsens IC sluttede som nr. 2 og Randers Cimbria nr. 3 i sæsonen 2020/2021.

Hjemmeholdet Horsens IC var i sidste kamp en tur i Værløse, hvor man måske havde forventet en mere sikker sejr, da de i kampen forinden slog BK Amager med hele 67 point. Det blev derimod en tæt affære, men HIC vandt over Værløse Blue Hawks med 5 point. Et af Horsens ICs større problemer, som er set i forrige kampe, er mangel på produktion fra bænken. Det er fjerde kampm hvor bænken leverer under 10 point, og de bliver derfor nødt til, at trække meget på deres startere. Khalil Ahmad er navnet, der er på manges tunger rundt om i klubberne, og det er der god grund til, som topscorer i Basketligaen og en delt anden plads i assist. Den amerikanske guards gennemsnit er på 32.2 point og 5.6 assist, og efter ham følger Andy Cleaves med 15.3 point og 4 assist.

Randers Cimbria klarede deres sidste hjemmebanekamp imod BMS Herlev uden alt for meget spænding, og har ligesom Horsens haft god tid, til at forberede sig til næste kamp. Går Randers hen og vinder kampen, bliver det deres anden sejr i træk, og så kan man fra deres lejr af håbe på, at det er begyndelsen på en god sejrsstime. Det er ikke til at se på tabellen lige nu, men ud fra styrkeforholdet imellem dem og de hold de skal spille imod i de efterfølgende kampe, bør Randers have favorit status. Pointene er vel fordelt hos gæsterne, og de er derfor ikke så afhængige af, at én enkelt spiller skal bære scoringsbyrden alene. Hos Randers Cimbria er de to mest scorende jamaikanske Reginald Kissoonlal, der scorer 16.4 point, tager 9.6 rebounds og amerikanske Trey Phills, som scorer 14 point og tager 4.6 rebounds.

Kampen vises i dag mandag d. 1. november kl. 19:15 på hele Danmarks basketball kanal SPORT LIVE. Basketmagasinet OVERTIME sendes fra kl. 18:30 inden kampen, efterfulgt af optakt til kampen.