Nyheder

Thomas Lærke til Bakken Bears

22-årige Thomas Lærke til Bakken Bears efter fem år i USA og Spanien. Bearstruppen tæt på komplet.

Bakken Bears har indgået aftale med den stærke danske landsholdsspiller Thomas Lærke, der vender hjem efter fem år i udlandet. Thomas Lærke har spillet i verdens to stærkeste basketballnationer, USA og Spanien.

Lærke er opvokset i BK Amager og har også spillet i Falcon inden han rykkede til USA for at spille for Gainesville High School in Florida. Herefter gik turen til Las Vegas, hvor Thomas spillede for et af USAs bedste high schools, Findlay Prep. Her spillede han i øvrigt sammen med to spillere, der nu spiller i NBA.

Thomas Lærke tog herefter til Spanien og har spillet i LEB Gold, LEB Silver og EBA-rækkerne. I 2011/12 blev han kåret som den bedste europæiske spiller i EBA-rækkerne, og i 2012/13 har han taget endnu et skridt op og han snittede i den netop overståede sæson 17,1 point pr. kamp.

Den 22-årige forward fik sit internationale gennembrud i U18 B-EM i 2009, hvor han blev turneringens topscorer med hele 25,9 point pr. kamp. To år senere deltog han for Danmark i U20 B-EM, og her snittede han 19,4 point pr. kamp og supplerede med 8,6 rebounds pr. kamp - i turneringens top 10 i begge kategorier.

195 cm høje Lærke der nu er klar til at forsøge at spille sig på A-landsholdet, glæder sig til at komme hjem: 'Jeg har været 5 år i udlandet, og de sidste to har været meget hårde for mig, så jeg kunne godt tænke mig at komme til Danmark og spille. Bakken har altid været en klub, jeg har set som attraktiv på grund af deres professionalisme og høje niveau. Jeg glæder mig meget til at kunne konkurrere med de bedste spillere i Danmark hver dag til træning, og være i et godt miljø til at forbedre mig som basketballspiller.'

Bakken Bears nye head coach Ville Tuominen, som har peget på Thomas Lærke som en spiller han gerne vil arbejde med, siger: 'Thomas har et kæmpe potentiale som spiller, og jeg tror at det bliver en win-win situation for han og Bears så længe han er klar til at arbejde hårdt. Jeg er meget begejstret for at få ham på holdet og for at han føler at Bears ville være den bedste situation for hans basketballudvikling.'

Med Thomas Lærke i truppen, er Bakken Bears meget tæt på at være færdige med sammensætningen af truppen til sæsonen 2013/14. Truppen består af syv gengangere fra mesterskabsholdet fra 2012/13: Kristoffer Løwenstein, Andreas Jakobsen, Nicolai Iversen, Søren Ege, Christian Lindberg, Morten Sahlertz og Chris Christoffersen. Der er lige nu tilgang fra Kenny Barker (amerikaner - fra Jena, Tyskland) og Thomas Lærke. Endelig tilknyttes der spillere fra talentakademiet, ESAA.